Den intelligente Bearded Collie

Bearded Collies er meget intelligente, de har en fremragende hukommelse og en evne til at regne alting ud.

 Da de er hyrdehunde skal man huske på, at de er i stand til at arbejde alene uden fårehyrden ved deres side. Derfor kan det godt forekomme, at de mener deres måde at ordne tingene på er meget bedre end vores! Måske synes de også, at de ikke skal lystre, hvis man beder dem om noget!

 For at få det bedste ud af sin Bearded Collie er der behov for at man arbejder med den. Det må dog ikke blive for ensformigt, da den hurtigt kommer til at kede sig.

 Border Collien bliver kaldt "hunden med menneskehjernen" og anses for en af de mest intelligente racer, men Bearded Collien ligger nu ikke langt efter! De to racers oprindelse ligner hinanden til forveksling.

Bearded Collien er meget bevidst om sin charme, og undertiden kan de manipulere med deres ejer. Det er nemlig ikke altid at deres lyst til at behage os er helt så stor, som deres lyst til at lege. Deres humoristiske sans er yderst veludviklet, og måske er det derfor Border Collien anses for bedre at kunne koncentrere sig om arbejdsopgaver.
En Beardie er en underholdende, og en meget glad hund, det er ensbetydende med masser af hoppen og springen, morskab og latter - både for hund og ejer! Og det er også en meget aktiv hund, der har behov for en fornuftig opdragelse som starter allerede på hvalpestadiet. Når man anskaffer sig en Bearded Collie får man ikke kun en hund, men man får også et nyt familiemedlem der forventer at kunne deltage i alle familiens aktiviteter.

 Men frem for alt er det en hengiven og tillidsfuld ven for livet!

Historien

Bearded collien er formodentlig en af Englands ældste hyrdehunde racer. Der findes desværre ikke megen dokumentation omkring dens oprindelse, men der er flere teorier, men en ting er sikkert, at det ikke er en nytilkommen race som mange af de andre hunde racer man kender.

Udover Bothkennar er der kun et par andre registreret blod linjer, konserveret i vid udstrækning ved ihærdighed indsats af Mr. Nicolas Broadbridge (Kennel Sallen) og Mrs. Betty Foster (Bredon). Disse er baseret på Bearded Collien - Turnbull Blue, en skægget collie med rene arbejdslinier bag sig, som registres i ISDS på det tidspunkt, hvor ISDS havde lukket for registreringen af Bearded Collies,  Turnbull Blue bestod alle hyrdeprøverne, man kan roligt sige, at Blue "hyrdede" sig ind i ISDS. Blue blev parret med 3 tæver, alle med stambøger fra UK Kennel Club. 

ISDS International Sheep Dog Society er en medlems organisation. ISDS garanterer for afstamning der ligger 100 år tilbage.

Vores egen importeret tæve fra USA Artisan First Frost - Em, har på sin stamtavle Turnbull Blue liggende som sin tip tip oldefar. Også linier fra Mr. Broadbridge Kennel Sallen bl.a. Sallen Mossy Rose ligger på Em´s stamtavle.

Arbejdshunde som Bearded Collien med den pels har eksisteret i Skotland i flere hundrede år under navne som: Skotsk hyrdehund, Bjerg Collie, Highland Collie eller Hairy Mou'ed Collie. Tilsvarende ansigts behårede hunde findes stort set overalt i verdenen men primært i bjergområder eller i kolde områder. Men en af teorierne er at 3 polske hyrdehunde blev bragt til Skotland i 1514, og disse hunde har muligvis haft nogen indflydelse på udviklingen af Bearded Collien, og man kan da også se en vis form for lighed mellem en Bearded Collie og en Polsk hyrdehund. Man kender til malerier fra 1700 og 1800 tallet, hvor de hunde der blev malet ligner en bearded. Men det er i dag alment accepteret at Bearded Colliens stamforældre er hunde der ligner komodoren.

I perioden fra 1707 til 1880 blev dyr drevet fra den Nordlige og Vestlige højland ned til det sydlige Skotland og England, hvor de blev solgt på markederne. Hyrderne sendte hundene op i bjergene hvor de, gøende, satte dyrene i bevægelse. Rejsen sydpå kunne tage flere uger, og når dyrene blev solgt fik hundene lov til at klare sig selv, og skulle selv finde hjem. Der fandtes i begyndelsen 2 typer, en gråhvid der kom fra grænseegnene, samt en brunhvid der kom fra højlandet. De 2 typer blev efterfølgende blandet.

Racen var ellers ved at uddø, men pga. det store arbejde som Mrs. G.O. Willison lagde for dagen, har vi nu fået lov til at have Bearded Collien som den er i dag.

I det efterfølgende er gengivet et uddrag af bogen "The Bearded Collie", skrevet af G.O.Willison

Bearded Collien var omkring år 1900 meget sjælden, der var kun nogle få stykker, som var ejet af hyrder, der ikke fik dem registreret i Kennel klubben eller i International Sheepdog Society, så racen var i stor fare for at uddø.
Sidst i 1930erne prøvede nu afdøde Mrs. Cameron Miller at skabe interesse for Bearded Collien. Ifølge Mr. Garrow, som fandt hundene til hende, var de desværre  alle af samme køn, så hun krydsede dem med Old English Sheepdog. Efter hendes død, forsvandt hundene i den blå luft.

I Januar 1944, besluttede jeg mig for, at min næste hund skulle være en Sheltie fra arbejdende forældre. Jeg bestilte en fra en farmer-agent, men opdrætteren snød ham og sendte en Bearded hvalp i stedet. Da denne chokoladefarvede uldklump ankom, troede jeg, at hun var et eller anden Sheepdog kryds, men hendes fantastiske temperament og ekseptionelle intelligens overgik selv mine mest optimistiske forventninger, så jeg var mere end tilfreds.
Det var først to måneder senere, en hyrde fortalte mig, at hun var en Bearded Collie. Han kom hver dag og plagede mig for at sælge hende til ham, men hun var et elsket medlem af familien, så ingen penge i verden kunne købe hende.

Hvalpen var selvfølgelig min velkendte Jeannie. Hun var racetypisk for racen, og med sin personlighed blev hun et medlem af familien i stedet for en familiehund, en lille men betydningsfuld forskel. Faktisk er en Bearded uden menneskelig omgang ikke en glad hund. Jeannie var ikke bare mere kærlig end andre hunde, jeg havde haft, men også uhyggelig intelligent. Hun var i stand til at hyrde får, kvæg, høns og geder uden at være trænet til det, hvilket hun demonstrerede utallige gange.

Jeg havde aldrig tænkt på at skulle opdrætte hunde, dog følte jeg, at jeg måtte finde en mage til Jeannie, for at have en fremtidig følgesvend efter hende, men havde jeg vist,

hvor mange tårer og skuffelser forsøgende på at reproducere "Jeannie" medførte, tror jeg ikke, at jeg havde haft modet til at begynde. Da Jeannie var to år gammel, fandt jeg en lokal hanhund, som så ud som en typisk Bearded, men da jeg spurgte til ham, fortalte ejeren, at hans mor sandsynligvis var en Border Collie. Jeg vidste heller ikke, om Jeannie havde en stamtavle, - hun var også på dette tidspunkt uregistreret, så jeg besluttede at få et kuld med ham, da han var en pæn hund.

Jeannie fødte 8 tæver og 2 hanner, hvoraf en af hannerne døde efter en time. Jeannie var meget tynd, da hun fødte, så jeg fik aflivet 3 af tæverne, så hun havde 5 tæver og 1 han tilbage. Man siger, at hvis man lader tæven beholde to hvalpe, opdager hun det ikke og falder til ro, - men nej, ikke Jeannie. Da hun kom ind fra haven og kun fandt 6 hvalpe i stedet for 9, skrabede hun hvalpene og tæpperne til side, for at lede efter de 3 manglende hvalpe. Hun gik derefter tydelig utilfreds over i et hjørne af rummet, og der skulle megen overtalelse til, før hun gik tilbage til hendes børn. Hun var derefter en meget opmærksom mor. Alle hvalpene var typiske Bearded Collies på nær en, der lignede en Border Collie. Da hvalpene var fravænnet, skulle jeg på hospitalet for at gennemgå en større operation, og da jeg kom hjem havde familien foræret alle Bearded hvalpene væk , tilbage var kun Border Collien, som jeg så senere gav til en bekendt.
Hanhunden, der var far til hvalpene, var meget gammel og døde kort efter, at hvalpene var født, så jeg kunne ikke gentage parringen. Jeg planlagde at parre Jeannie et år senere med hendes eneste søn, men det blev igen en skuffelse, da han døde kun 3 uger før, hun kom i løbetid.

Da Jeannie var 4 år gammel, var der en Collie dommer, der så hende, og hun fortalte, at hun kunne få Jeannie registreret i Kennel Klubben. Dette fik mig til at skrive til agenten, der skaffede Jeannie for at spørge ham, om han kunne fortælle noget om Jeannies aner. Han svarede, at hans egen hanhund "Baffler" var far, og Jeannie  var opdrættet af Mr. Mckie fra Killiecrankie efter tæven "Mist".
Efter dette fornyede jeg mine anstrengelser for at finde en ren avlet hanhund til Jeannie, og til trods for alle former for søgen og kontakter til agenter, fandt jeg ingen med en stamtavle.

I august ringede en dyrlæge til mig og fortalte, at han havde en pragtfuld Bearded Collie i hans karantæne-kennel. Han sørgede for at lave en aftale, så jeg kunne møde ejeren hos ham. Men igen blev det en skuffelse, for selvom  ejeren fastholdt, at det var en Bearded Collie, vidste hun ikke noget om dens forældre, og hun havde haft den fra 3 ugers alderen. Han var efter min mening en undermåls Old English Sheepdog med en ukuperet hale. Hun havde bragt ham over fra Canada og skulle videre til Australien. Hun var meget opsat på, at den skulle parres med Jeannie og ville gerne have nogle af hvalpene. Men hans hoved og krop var bestemt ikke typisk Bearded Collie, hvorfor jeg afslog.

Det var heldigt, at jeg takkede nej til denne han. 14 dage senere tog jeg ned til Brighton for at besøge min mor og gå til Brighton hundeudstillingen. Mrs. Cruft var der, og jeg fortalte hende om besværlighederne med at finde en han til Jeannie. Hun sagde: "bare vent, du vil snart være heldig".
Dagen efter udstillingen tog jeg til stranden ved Hove for en svømmetur, og på afstand så jeg noget, der lignede en Bearded Collie. Jeg ilede af sted, og da jeg nåede derhen, fandt jeg "en rigtig skønhed", grå med dejlig strid pels. Jeg spurgte nogle folk i nærheden, hvem der ejede hunden, og fik fortalt at det var damen derovre. Jeg gik derover med det samme og spurgte efter oplysninger på ham. Hun fortalte, at hun havde købt den hos en opdrætter, der var farmer i North Devon . Hun havde set begge forældre og var i stand til at give mig hans fødselsdato (han var 16,5 måneder gammel) og navnet på hans far. Jeg fortalte om min lange søgen efter en mage til Jeannie og spurgte, om jeg måtte bruge ham næste gang, hun kom i løbetid. Hendes svar var, at det nok ikke var muligt, da hun var flyttet i lejlighed efter at have boet på landet. Hun var ikke i stand til at give ham nok motion og var derfor på udkig efter et nyt hjem til ham ude på landet. Jeg fortalte, at jeg havde et dejligt hjem på landet med en 4 acre stor have, og at jeg ville være henrykt for at få ham.

Jeg kom hjem et par dage senere med David, som han blev kaldt, og tog ham til en dommer og fik ham registreret, hvorefter hans officielle navn blev "Bailie Of Bothkennar".

Billederne ovenfor er hentet fra bogen "Talking about... Beardies" skrevet af K. Suzanne Moorhouse.

Den Bearded Collie er en hund der ......

Faktisk var ved at forsvinde helt. I krigsårene var det mest farmere der ejede dem, og interessen for racen var ringe fordi det var langhårede og snavsede hunde der var langsommere til arbejdet end den hurtigere, mindre og kortpelsede Border Collie.

 
Heldigvis var der nogle der syntes om racen, bl.a. Mrs. Willison fra Kennel Bothkennar. Historien om hendes kamp og beslutsomhed for at holde racen i live vidner om hårdt arbejde.

Hvis man betragter fotografier af Bothkenner-hundene kan man godt se hvad der menes med racens standard. Det fornuftige brede hoved, halsen, de dejligt tilbagelagte skuldre, den gode brystdybde, den korrekt lange krop, det velvinklede bagparti og lave haser. Den oprindelige fornuftige arbejdsbeardie havde ikke noget af nutidens udstillingsbeardies pynt og stads. Den blev kaldt Highland Collie, og var et robust og smidigt dyr hvis styrke lå i dens evne, og udholdenhed til at arbejde som vogter hele dagen, i al slags vejr, år ud og år ind.

For at kunne bestride dette arbejde måtte den kunne holde på energireserver, og den havde brug for en hjerne der passede til jobbet. De veltilbagelagte skuldre der gav den mulighed for hurtig start og stop, at kunne dreje hurtigt ved enhver hastighed over et hvilket som helst landskab, og at have en energibesparende gangart egnet til at klare store afstande. Den havde brug for et dybt bryst for at give masser af plads til hjerte og lunger. Det korrekt vinklede kryds og den lavt ansatte hale fungerede som bremser når farten skulle ned. Den korrekte stride pels var vejrfast og frelste den fra at blive gennemvåd og forfrossen ved arbejde på lange våde dage. Således var det den arbejdende beardie der holdt vagt over og styrede fårene.

Hvis dette dyr havde haft konstruktionsfejl, kunne den ikke have klaret sit arbejde under stress og anstrengelse i al slags vejr. Med andre ord måtte det betyde en helt igennem sund hund.

I dag bliver beardies ikke udsat for disse hårde arbejdsbetingelser.

Som ved alle andre arbejdshunde var der dengang ingen tegn på nutidens problemer, der var ikke plads til usunde dyr. Arbejdet ville automatisk eliminere enhver form for usundhed, hvis det nogensinde skulle vise sig. Hvis hunden ikke kunne springe over en stenmur, dreje sig når den landede, galopere op ad en bjergside mens den skiftede retning eller hvis den ikke kunne gå mange kilometer på hårde veje og alligevel forblive rask og sund, og klar til at tage fat på ny dagen efter, ville den enten blive vraget eller aflivet. Der er ingen sentimentalitet ved valget af arbejdshunde, de skal have en god arbejdsmentalitet og have et fornuftigt roligt gemyt og en velfungerende hjerne. Således var også den arbejdende Bearded Collie da den blev vraget til fordel for mindre racer. Dens fremtid så sort ud, men da det imidlertid var en sund og god kammerat, fri for nedarvede defekter, og samtidig en hund med en helt utrolig appeal, blev det til den hund der i dag trives i stort antal og er elsket og beundret af mange.

En Bearded Collie har brug for opgaver i dagligdagen. Beardies konkurrerer i lydighed, som andre racer og agility ligger også naturligt for den atletiske hund, og tilfredsstiller ofte dens store behov for at bestille noget.

Det er meget vigtigt for en beardie at få lov til at vise sin styrke og beslutsomhed i et reelt stykke arbejde, en holdning man ville finde hos mange hunde hvis de fik mulighed for at vise det. I dag har beardies typisk roller, som familiehunde og selskabshunde, og de er vellidte hos de fleste for deres naturlige, venlige udadvendte temperament. Der er efterhånden beardies i mange lande, og alle stammer fra de oprindelige skotske arbejdshunde.
Arbejdsevnen er naturlig i mange hunderacer på trods af menneskets indblanden, men det er også vigtigt at bevare den Bearded Collies udseende således, som standarden foreskriver og dermed medvirke til at sikre at også kommende generationer vil kunne opleve den vidunderligt smidige og intelligente beardie som den engang så ud. Der findes dog stadig beardies rundt om i verden der arbejder med får, og nogle steder prioriteres arbejdshundens egenskaber derfor højt. De Bearded Collies som fortsat kan ses på arbejde i deres hjemland Skotland tåler bestemt sammenligning med de originale arbejdshunde i deres velmagtsdage.

Frit efter Pat Jones

Standard for Bearded Collien

Oprindelses land - Storbritannien

Hoved
Skal passe til hundens størrelse i øvrigt. Skallen er bred, flad og kvadratisk, så afstanden mellem stop og nakkeknude er den samme som bredden mellem øre åbningerne. Næsepartiet er kraftigt og af samme længde som afstanden mellem stop og nakkeknude. Den samlede virkning giver en hund med styrke i næsepartiet og rigelig plads til hjernen. Stoppet er moderat. Næsen er stor og firkantet, i reglen sort, men følger normalt pelsfarven hos blå og brune hunde. Næsen og læberne ensfarvede uden pletter eller mærker. Pigmenteringen af læber og øjenkanter følger næsefarven.

Øjne
Afstemt efter pelsfarven, sidder langt fra hinanden og er store, blide og hengivne, ikke udstående. Øjenbrynene buer opad og fremad, men er ikke så lange, at de skjuler øjnene.

Ører
Middelstore og hængende. Når hunden er opmærksom, løftes ørene ved basis og i højde med, - men ikke over, - skallens øverste del, som derved kommer til at virke bredere.

Bid
Store og hvide tænder. Stærke kæber med perfekt, regelmæssigt og komplet saksebid foretrækkes, dvs. at overmundens tænder tæt overlapper undermundens og er placeret lige i kæberne. Tang bid tolereres, men er uønsket.

Hals
Moderat af længde, muskuløs og let buet.

Forpart
Skulderne godt tilbagelagte. Benene lige og lodrette med god benstamme og dækket af grove hår hele vejen rundt. Mellemhånden er smidig uden at være svag.

Kropstykke
Ryggens længde skyldes en lang brystkasse, ikke en lang lænd.

Ryggen er lige og ribbenene godt hvælvede, men ikke tøndeformede. Lænden er stærk og brystet dybt med rigelig plads til hjerte og lunger.

Bagpart
Godt muskuløs med kraftige underlår, velvinklede knæ og lavt ansatte haser. Mellemfoden stilles i en ret vinkel mod jorden og, - i normal stand - lige bag en lodret linie ned gennem sædebenets bagerste punkt.

Poter
Af oval form med velpolstrede trædepuder. Tæerne buede og tæt samlede, godt beklædt med hår, også mellem trædepuderne.

Hale
Lavt ansat, uden knæk eller krølle, og så lang, at halehvirvlerne kan nå mindst til haseleddet. Den bæres lavt med opadbøjet spids i stand eller skridt, og kan strækkes ud ved højere fart. Bæres aldrig ind over ryggen. Dækket af et overdådigt hårlag.

Bevægelse
Smidig og glidende med god skridtlængde, jordvindende og ubesværet.

Pels
Dobbelt med en blød, ulden og tæt tilliggende underuld. Overpelsen fladt liggende, grov, kraftig og strid, uden at være uld agtig eller krøllet. Let bølget pels er dog tilladt. Hårlagets længde og tæthed skal være tilstrækkelig til at danne en beskyttende pels og fremhæve hundens form, men ikke så rigelig, at kroppens naturlige linier tilsløres. Pelsen må ikke på nogen måde trimmes. Næseryggen er sparsomt beklædt med hår, som på siderne er en smule længere og netop dækker læberne. Fra kinder, underlæbe og hage øges pelsens længde ned mod brystet og danner det typiske skæg (beard).

Farve
Skifergrå, rødlig fawn, sort, blå, alle nuancer af gråt, brun og sandfarvet med eller uden hvide aftegninger. Når hvidt forekommer, findes det på næsepartiet, som en blis på skallen, på halespids, bryst, ben og poter og som krave. Hvis hunden har hvid krave, bør rødderne af de hvide hår ikke nå bagved skuldrene. Hvidt bør ikke findes oven for haseleddet udvendigt på bagbenene. Lette, tan-farvede aftegninger accepteres på øjenbryn, ørernes inderside, kinder, under haleroden og på benene, hvor hvidt møder grundfarven.

Størrelse
Idealhøjde for hanner: 53 - 56 cm (21-22 ins)
Idealhøjde for tæver : 51 - 53 cm (20-21 ins)

Generel kvalitet og proportioner går forud for størrelsen, men alt for store afvigelser fra idealhøjden må ikke opmuntres.

Helhedsindtryk
En slank og aktiv hund, længere end den er høj, omtrent i forholdet 5 til 4, målt fra brystspids til sædeben. Tæver kan være en smule længere. Selv om den er kraftig bygget, skal den dog have rigeligt med "luft" under kroppen og må ikke virke for tung. Et opvakt, spørgende udtryk er karakteristisk for racen.

Karakteristiske træk
Årvågen, livlig, selvsikker og aktiv.

Temperament
Stabil, intelligent hyrdehund, uden tegn på at være nervøs eller aggressiv.

Fejl
Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.

Bemærk
Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.

Standarden godkendt ved FCI´s generalforsamling, Jerusalem 23-24 juni 1987.  Oversættelsen godkendt af DKK´s Standard Komite Januar 1989 .